Mormor er kommet på plejehjem..

…og efter selv at have arbejdet på plejehjem i de sidste år, har det fået mig til at tænke tanker..

D.2. September  var det et år siden min søde, fantastiske mormor blev 91 år. Dengang fejrede vi det, som altid, i kolonihaven hele den pukkelryggede, med lagkager, regn på bliktaget, og højlydt palaver om alt og intet..

Dagen var som den skulle være… helt perfekt. Vi krammede farvel, og tog hver til sit. Dagen efter ringede jeg til min mor for at høre om de var kommet godt hjem, men i stedet for at svare med sit navn da hun tog telefonen, sagde hun – til en anden- “okay, nå, så hun skal opereres?”. “Hende” var min mormor, og operationen var i anklen, der var brækket 3 steder. Min søde mormor havde siddet og læst sit blad, i sin lejlighed som så mange andre eftermiddage, og da hun var færdig ville hun lige smutte op til sin overbo med bladet – i strømpesokker. På vej ned af trapperne gled sokkerne, og mormor med, og landede så uheldigt at anklen knækkede godt og grundigt 3 steder.

Det var drønuheldigt, men hun var jo sej, min mormor. Den operation kom hun igennem uden at kny, men det betød ikke bare operation. Det betød en total ændring af hendes tilværelse. Med en brækket ankel kunne hun ikke komme tilbage i lejligheden på 2.sal, og kom derfor på aflastning. Her blev det besluttet at det var bedst for hende at flytte på plejehjem, hvor der var mennesker omkring hende hele døgnet.

Det var hvad det var, beslutningen blev taget, og i år, til hendes 92 års fødselsdag skulle hun altså ikke hentes i lejligheden, men på plejehjemmet. På plejehjemmet bor der mange andre ældre. Nogen er ligesom mormor, de klarer rigtig meget selv, andre har mere brug for hjælp. Nogen er kognitivt påvirkede, de har måske haft en blodprop, eller har en form for demens. Men fælles for dem alle, er at de nu bor på en institution. Selvom jeg endnu ikke har mødt et menneske der arbejder på plejehjem, som ikke brænder for at have hele mennesket med, som ikke spørger ind, og kender de mennesker de plejer, så er hele konceptet at de nu bor på en institution!

I hele debatten omkring børn i institutioner bruges ofte et bestemt argument for at de ikke skal være der så længe, hvilket omhandler den profesionelle kærlighed. Pædagoger og andet personale omkring barnet kan udvise omsorg og en form for kærlighed, men det er ikke nok for barnet, der har brug for den ægte vare, hos familien. Dette siges omkring børn.

De der bor på plejehjem er ikke børn. De kan godt skelne, og har ikke nødvendigvis brug for profesionel kærlighed. Men hvad har de så brug for? Det er der tænkt mange tanker om, noget med respekt, værdighed, tid og omsorg..  Jeg har ikke svaret, men jeg ved at der kæmpes på alle plejehjem for at opnå netop det. På trods af personalemangel og travlhed… Alligevel så vil det at flytte på plejehjem for de fleste være en enorm forandring, der er meget svær. Ikke fordi der ikke gøres alt for at det skal blive godt -men fordi det er en institution der nu skal rumme så mange forskellige mennesker.

Mennesker der har levet et langt liv, der er nogens barn, søskende, mand, mor, bedstemor, oldemor. Der har arbejdet, kæmpet, elsket og sørget. Der har et helt livs erfaringer, som gør dem til den de er. Men selvom det er verdens bedste plejehjem, og personalet gør alt hvad de kan så ændrer det ikke på en ting. Når de flytter ind, så bliver de til et (bolig)nummer. Et efternavn. Evt. en diagnose. De bliver omtalt af andre, der holdes personalemøder, omsorgsmøder, intromøder og aktivitetsmøder. Mange forskellige slags personale som de skal tage stilling til. Der bliver holdt øje med dem, og der er nogen der ved hvornår de gik i seng, hvornår de stod op imorges, og hvad de spiste til frokost.

Vel af mærke ikke familie, men mennesker som gør det fordi det er deres arbejde. Som herefter går hjem, ud til deres eget liv..

Nogen gange noteres der også, i den bedste mening, hvornår de har været i bad, eller sågar haft afføring.

Som personale skal man være opmærksom på, når man går, at man ikke råber højt, i dagligstuen, foran beboere at “jeg går nu, hej -hej”… Det vil for det meste resultere i at de, der kognitivt har flest udfordringer, eller bare er lidt forvirrede den dag, siger “okay, jeg skal også hjem nu, vi ses” – og rejser sig og går mod udgangen.

Men de skal ikke hjem. De skal blive, i dagligstuemøbler der ikke er deres. Blandt mennesker der ved alt muligt om dem, på trods af at de måske tit ikke engang kender deres navn. Der skal de blive, indtil de dør. Jeg beklager det er så kontant, men det er virkeligheden. Plejehjemmet er en institution, og det er sidste stop. De ældre – med mindre de er meget kognitivt ramte -ved det godt. Alligevel er det de færreste af de jeg har mødt der har snakket med nogen om det. Pårørende tar måske (misforstået?) hensyn, og ønsker ikke at gøre den ældre ked af det. Personalet kan have svært ved at snakke om døden, da det er et emne der jo påvirker os alle i en eller anden grad. Og det kan være svært at være professionel når man er påvirket følelsesmæssigt. Måske tager den ældre selv afstand fra at snakke om emnet. Men det er der.

Dette blogindlæg er ikke en kritik af nogen overhovedet. Det er udelukkende skrevet mhp at beskrive den virkelighed de fleste kommer til at befinde sig i, når kræfterne på den ene eller den anden måde begynder at svigte. Jeg kender, som sagt et utal af mennesker som hver dag giver alt hvad de har – og mere til – for at gøre dagligdagen for de ældre mennesker god. Om noget, så kan man tale om ildssjæle, der, for meget få penge, ligger sjælen i at skabe glæde, ro og tryghed, for mine, dine, vores alle sammens ældre. Ikke ildsjæle fordi det ikke er et godt job, men ildsjæle fordi det kræver så enormt meget at give af sig selv dagen lang, mens ressourcerne de fleste steder bliver mindre og mindre.

Det er en enorm forandring at flytte på plejehjem. Som medarbejder vidste jeg det godt. Som pårørende rammer det på en hel anden måde.

Selvfølgelig vil nogen håndtere forandringen uden de store problemer, men mange rammes af den store ændring. I dag er der ligeledes tiltagende flere der er meget syge på plejehjemmene, idet man udskrives hurtigere fra hospitalerne, og lige meget hvad man gør, så påvirker det dagligdagen på et plejecenter. Personalet har mere og mere travlt, og selvom man kæmper imod, og der lægges stor vægt på det sociale, så kommer der flere og flere opgaver på plejecentrene som før lå på hospitalet. I de omstændigheder er det ikke så underligt at der er mange der reagerer psykisk på at være flyttet på plejehjem.

Der er forsket i at ældre med depression har andre symptomer end vi andre ville have. Ældres symptomer giver sig tit til udtryk i fysiske skavanker, smerter, nedsat mobilitet o.lign. Samtidig har vi en generation af ældre, som ikke er vokset op med at skulle “råbe højt” omkring dem selv. En generation som har kæmpet sig igennem hårde tider under krigen og derefter, og som har skullet holde sammen, og kæmpe, og for hvem – for de flestes vedkommende – ordet depression ikke var noget man gik til lægen for.

Derfor er det de færreste ældre der selv vil nævne hvordan de har det indeni, hvilket kan give fejldiagnoser og hermed unyttig medicin – der ikke virker!

Heldigvis sker der også rigtig meget den anden vej. Der forskes og undervises i hvordan der kan gives mindre medicin ved at lave andre tiltag, som omhandler den personlige tilgang, og på ethvert plejehjem findes mindst én aktivitetsmedarbejder, der er ansat til at lave sociale arrangementer, udflugter o.lign. Det er ikke meget, men det er bedre end ingenting..

Der er endda et helt plejehjem for demente som har som motto at de tror på omsorg frem for medicin.

Man kunne ønske sig at det spredte sig. Men mest af alt kunne man ønske sig mange flere penge i sektoren, så der blev hænder, arme, sange, opmærksomhed, nærvær og omsorg nok til alle de ældre mennesker der skifter egen bolig ud med en på en institution.

Om ønsket opfyldes kan man godt tvivle på..men man har da lov at håbe? Men hvad kan man så gøre i mellemtiden?

I nogen lande bor de ældre hos deres børn. Der føler de sig nyttige. De kan måske se efter oldebørnene, de kan være i huset så der ikke laves ballade, de kan måske endda give økonomisk bidrag ud fra deres pension. Det er nok ikke noget der kommer til at være særlig udbredt i Danmark, på trods af at der lever mange forskellige kulturer i landet..

Hvad så, hvis man ikke skal ende med at være helt udbrændt fordi man synes man skal besøge hver dag? Eller, hvis den ældre ikke er flyttet på plejehjem endnu, men sidder alene i en bolig, og har brug for støtte, uden at være “klar” til plejehjem? Jeg har oplevet så mange pårørende være trætte helt ind i knoglerne, fordi de har været livslinjen for deres ældre, imens de har skulle passe egen familie, hjem og job. Eller ældre der ikke har været på gaden i flere år, fordi de er bange for at falde, og derfor får hjemmehjælp, som i perioder kan være 4 forskellige mennesker på en dag.. Dygtige ildsjæle her også – jeg tror virkelig ikke der er nogen der udfører det job uden at de brænder for det. Men det er stadig mange mennesker i ens hjem..

Jeg vil gerne prøve at gøre en forskel. Det er en lille ting, men en gammel drøm.. måske gør den slet ingen forskel, men nu hvor mormor er på plejehjem, og jeg derfor kommer til at se det hele fra en anden vinkel,  virker det vigtigere end nogensinde at forsøge..

Jeg har lavet et firma, hvor man kan få hjælp til det man har behov for – også hvis det handler om dagligt besøg på plejehjemmet, en der bestiller tid hos ørelægen, eller tager med på hospitalet. Eller en der oplærer i at skifte stomipose, renser et sår, køber ind, eller bare er der til at gå en tur. Det er mit håb at kunne gøre en forskel, bare i det små, for nogen der har brug for det. Sådan en slags  besøgsven / ekstra pårørende, kombineret med det jeg kan fra min uddannelse som sygeplejerske til den hjælp der er brug for .. et sted hvor det altid er den samme (mig) der kommer, og at jeg er der på det klokkeslæt vi aftaler..

Jeg har lavet en hjemmeside hvor man kan læse lidt mere om det: http://www.camysygepleje.simplesite.dk

Hvis nu, jer der læser det her, synes det er en god ide, vil I så ikke dele linket til min side? Og sprede rygtet? Jeg vil SÅ gerne i gang med at gøre en forskel hvor jeg kan.. og imens tager jeg fra Rødovre til Birkerød for at besøge mormor på plejehjemmet…