Om at have flere hjem, men altid være en smule udlænding..

Jeg er så heldig at have hele to steder her i verden som jeg føler er mit hjem. To steder hvor jeg synes jeg hører til, og hvor mit hjerte falder til ro. Desværre – eller heldigvis, for det er vel dét der er kriteriet – så er jeg også en lille smule udlænding begge steder. Det er kun det ene sted jeg anses som udlænding, sådan rent officielt,  men i hjertet føles det stadig sådan..

Dengang for maaaaaaange mange år siden hvor jeg sprang ud som student fra Birkerød gymnasium besluttede jeg at jeg skulle til østen. Jeg ville vildt gerne til Japan, så jeg arbejdede 3 forskellige job, og da jeg boede hjemme hos mor og far fik jeg hurtigt sparet en masse penge sammen. Jeg ville gerne rejse med min veninde, men hun skulle først rejse et andet sted hen.. så jeg skulle have noget tid til at gå.

Derfor hentede jeg en masse foldere til sprogskoler i Spanien på mit gamle gymnasium, tog dem med hjem, og spredte dem ud på stuegulvet. Jeg lukkede øjnene og valgte en tilfældig. Beslutningen var taget, det var december, og jeg bestilte et sprogskoleophold til Januar i EL PALO, der er en lille fiskerflække lige øst for Málaga, på den spanske sydkyst.

Jeg anede ikke dengang hvad det mindre sprogskoleophold med vokseværk som jeg tog af sted på ville betyde for mit liv, og min måde at være i verden på. Ligeså lidt som jeg anede hvor meget jeg, og danmark havde forandret sig, og hvad det ville betyde for mit videre liv, da jeg 10 år senere, med 80 kg. overvægt i flyveren, en kat i kabinen og en lille bitte baby i maven jeg stadig ikke vidste var der, rejste mod nord igen.

Da jeg rejste, dengang i 1997 var den eneste måde at holde kontakt til dem derhjemme via den fax der stod på skolen, eller opkald fra en telefonboks. Ingen mobiler, ikke engang en email, så det der nu føles bare nogle timer væk, føltes dengang som om det ligeså godt kunne have været på den anden side af jordkloden.. El Palo dengang havde ingen hoteller. Kun to sprogskoler, én der lå lidt oppe i bjergene, og min, som da jeg kom havde et samlet elevtal på 7 mennesker.

Til gengæld fik vi 7 hurtigt en fast lokal bar, – en af dem der bare er et lokale med en bardisk og nogle stole – hvor vi hang ud og kom hinanden og de lokale ved.. Det blev indgangen til at få et ekstra sted jeg kalder hjem.

Da tiden var gået til at jeg skulle hjem fra det første ophold var jeg da også blevet forelsket!  I miljøet, maden, menneskene, musikken, havet, bjergene, sproget – i det hele.. Jeg græd og græd kan jeg huske, selvom jeg så frem til at se min familie igen, så var jeg bare solgt. Så der gik ikke længe før jeg igen sad på et fly med kurs mod sydens sol.

Jeg endte med (også) at slå rødder dér. Boede der  fra jeg var 19 år til jeg var 29. Jeg lærte at gå i byen dér. Jeg knyttede tætte venskaber, ikke bare med folk fra Malaga, men også fra hele verden. Jeg lærte hvor stor forskel der er på kulturer, og ikke mindst lærte jeg hvad det betyder for mig at jeg kommer fra Danmark. Hvad er det jeg har med hjemmefra så at sige. Det er utroligt hvordan afstand kan give klarhed..

Jeg oplevede sammenhold, og en følelse af at jeg aldrig var alene. Jeg forstod hvordan man færdes i Malaga, jeg blev behandlet som en lokal, og mine venner føltes mere som familie end som venner. Jeg fik spændende job, mest af alt fordi jeg snakkede andre sprog end spansk, og jeg havde en kæmpe omgangskreds. Jeg blev fascineret af alle historierne, lige fra den japanske pige fra Osaka, der rejste alene, til hende der viste billeder fra hjemmet på spidsen af Patagonien i Argentina. Af grupperne på stranden og deres historier, af gadedrengene der viste sig at være de stærkeste mennesker med fantastiske værdier, og dem der kæmpede deres egen kamp mod diverse fristelser. Jeg ville ønske for alle mennesker at opleve det fantastiske i mødet mellem kulturer.. måske ville det hjælpe rundt omkring.

Men jeg oplevede også usikkerheden, følelsen af at høre til, og så aldrig rigtig høre til alligevel. Hvordan mine venner kunne bruge Søndagen på at spise frokost med familien, mens jeg måtte finde på noget andet. At mødes med mine venners mødre, og se deres omsorg. At høre dem dele deres historie, deres barndom, alt det de var fælles om og som havde gjort dem til dem de er.

Jeg følte mig altid som en adopteret “indfødt”. At tale et andet sprog kan godt give stor afstand, men jeg lærte det ret hurtigt godt nok til at tænke mere på spansk i perioder end på dansk. Men lige meget hvor meget jeg blev set som “en i flokken”, så var jeg altid lidt anderledes. Jeg havde en anden baggrund, end anden skolegang, andre oplevelser, som jeg ikke kunne dele med nogen dernede. Mine forældre var langt væk, og jeg missede de fleste helligdage og mærkedage derhjemme..

Jeg flyttede derned af lyst. Der er andre der flytter af nød.. men lige gyldig hvad grunden er, så bliver det dér med rødder utroligt mærkbart når man er i et andet land. Både ens egne og de andres.

Det er fantastisk når man kan dele kulturer og lære af hinanden. Nu hvor jeg er tilbage i danmark har jeg af flere grunde oplevet på tæt hold hvordan det er at være udlænding i Danmark – eller, kan være. Det vil jeg lade være til en anden historie..

Men jeg ville ønske at jeg kunne trylle sådan så alle, alle steder i verden vil føle sig så velkomne at de føler de har et ekstra hjem, ligesom jeg har det med EL palo!

Men man kan bare ikke komme hjem igen, og forvente det er det samme. Jeg kom hjem til 10 års kultur, musikhits, fjernsynsprogrammer, sprogbrug, in-steder, og meget mere som jeg ikke kendte… Jeg synes “jeg elsker 90érne” festerne ser fantastiske ud. Men det gir ikke mening for mig at tage med, for da den musik lød på dansegulvene i København, der klappede jeg til flamencorytmerne i gaderne i Malaga.. Og da alle dansede hiphop på diskotekerne, der dansede jeg sevillanas med vennerne, til Malagas feria i august.

Alle valg er også et fravalg. Og ligegyldig af hvilken årsag man flytter, vil det at tilbringe en årrække i et andet land altid betyde at der er noget man går glip af. Kulturer der blandes. Mennesker, traditioner og dage man kommer langt fra, man forandres, man vokser, man lærer, og man bliver aldrig den samme igen.. man ender med at være en lille smule udlænding alle steder.. men også med flere steder der er “hjem”.. Og jeg føler mig fantastisk priviligeret.

Men jeg har stadig aldrig været i Japan..