Om hvorfor vejen til at nå sine mål og være glad hele vejen går gennem maven..

 

..Altså mavefornemmelsen..

“Mor, hvordan får man hjertekarsygdomme hvis man er for tyk, og hvor meget for tyk skal man være for at få det..”  Det, og en række andre spørgsmål kom pludselig fra den 10-årige i går aftes..

Først ramtes jeg af den evige dårlig-mor-refleks, og tænkte at jeg helt sikkert havde sagt et eller andet der havde sat tankerne i gang, og at jeg måske alligevel ikke havde passet godt nok på med hvad jeg sagde om mig selv, og at nu måtte jeg altså lige tage mig sammen…det varede heldigvis kort, og er jo også ganske ubrugelige tanker. Det viste sig at tankerne kom fra reklamer og artikler hun havde læst på nettet. Hun læser meget nyheder for børn og den slags, og de kommer virkelig i kontakt med mange informationer på den måde..

Men det var egentlig ikke vores børn og deres digitale verden jeg ville skrive om.. selvom det kunne man skrive bøger om..

Det jeg ville skrive om var den efterfølgende snak vi havde. Hvordan jeg så gerne, af hele mit hjerte, vil få hende til at forstå at hun er lige præcis som hun skal være. Hun spurgte nemlig også om hvordan man kunne holde op med at tænke over hvordan man ser ud. Min kloge lille pige.. Jeg spurgte hende om der var nogen af hendes veninder hun synes så forkert ud. Om hun synes der var noget galt med hvordan jeg så ud. Hendes lillebror. Hendes far. Hendes storesøstre. Og det var der jo ikke. Hun synes alle dem hun kender er helt perfekte lige præcis som de er. Da jeg så spurgte om ikke hun skulle være ligeså sød ved sig selv, trak hun lidt på svaret og sagde at det er lidt svært. Men vi nåede frem til at når det er svært så kan man lade som om. Lade som om man er sin egen bedste veninde, og tænke søde tanker om en selv. Bytte sig selv ud med det man tænker om de andre..Jeg ved fra mig selv det virker.. Man begynder at tro på det..

Desværre er det jo ikke kun når man er 10 år man kan have det sådan… den slags tanker kan findes hos kvinder – og mænd – i alle aldre..

Og jeg tror virkelig på at den eneste måde man kan holde op med at tænke på hvordan man ser ud,  det er ved at være sin egen allerbedste ven. Være sød ved sig selv, huske på at man fortjener det.

Man fortjener at have det godt, på lige  præcis den måde man har brug for. Man fortjener at følge sin mavefornemmelse, og man fortjener at have mulighed for at finde ro til at lytte til den. Det er det eneste sted man kan finde den viden om hvad man har brug for. Ikke på de sociale medier, hos vennerne, kæresten eller på jobbet. Det kan være inspirationskilder. Men der hvor man ved hvad man har brug for, det er helt inderst inde – eller, nede, i maven.

Det kan være så svært at lytte efter. At turde mærke. At finde roen. Tit er det meget nemmere bare at lade sig rive med af hverdagen der suser afsted. Jeg har selv gjort det i mange år. Jeg synes ikke der var plads, tid, eller ro, og så var der i øvrigt rigtig rigtig mange der kom foran mig, som skulle tages hensyn til. Men til sidst var der ikke mere at give af. Jeg blev tvunget til at være helt stille og lytte efter inde i mig selv. Det er stadig svært. Men det er der jeg kan mærke om noget er rigtig eller forkert for mig. Det er der jeg kan finde styrken til at lade være med at bekymre mig om kjolen strammer, eller om jeg sagde noget dumt til festen. Det er derinde humoren, kluklatteren, inspirationen og drømmene bor. Det er der jeg kan lade være med at vikle mig ud i lange historier om ” jeg tror han sagde sådan, fordi han tænkte jeg gjorde det, fordi..fordi fordi fordi”..historier som skabes i mit hoved og ikke har hold i virkeligheden.

Stresscoach´er snakker om formodninger. Når man formoder at noget er rigtigt, uden man egentlig ved det. “De ringede nok ikke til mig fordi de ikke kan lide mig”. “Jeg fik nok ikke jobbet fordi der er noget galt med mig”. “Han ville ikke danse fordi jeg ser tyk ud i denne her kjole”. “Hun tænker nok jeg er en dårlig mor fordi mit barn skreg i supermarkedet”. Formodninger.. Dem kan jeg godt komme af med nu, men kun ved at have ro til at mærke mig selv. Min mavefornemmelse.

Jeg vil SÅ gerne give det videre til mine børn. Og til alle børn.. Det er nemlig også der man så finder overskuddet til at være noget for hinanden. Det lyder af kliche, men hvordan skal man kunne være noget for hinanden hvis man ikke kan være det for sig selv? Så er man jo i underskud fra start af..

Egentlig behøver man ikke være stille i ordets egentlige forstand for at høre sig selv. Musik. Bare at lade sig rive med. En dans på stuegulvet, eller bare at danse. En blid brise på en gåtur, en solnedgang, havets bølger, tale med en fremmed, børns latter.. Der er så mange ting som kan skabe kontakten med en selv. Det er så individuelt, her er det bare nogle af de ting der virker bedst for mig.. Det, og så reel, fysisk stilhed. Bare engang imellem. Jeg elsker den ro i hovedet, og har gjort det siden jeg var barn, på trods af at jeg glemte de i nogle år..

Jeg tror på at føler man den kontakt så kan man det man sætter sig for. Vi har alle sammen et behov for kontrol, men er man fyldt op indefra så kan man håndtere at det ikke er alt vi kan kontrollere. Og så kontrollere det vi kan..

Det kan bruges på mange måder – også til vægttab.. Da jeg tabte mig var det på mange måder ikke fordi jeg spiste noget specielt. Jo, jeg fandt den måde at spise på der virkede for mig, men jeg var sød, og god, og rar ved mig selv hele vejen. Jeg mærkede efter, og følte virkelig at det var det jeg ville. Det var ikke noget jeg gjorde fordi jeg synes jeg burde, eller jeg skammede mig. Alle de år hvor jeg gjorde det, virkede det ikke. Jeg var i underskud. Det virkede først da det var noget jeg gjorde fordi jeg virkelig synes jeg fortjente det, og som føltes rigtigt..

Med alle de billeder og input vi får, dagen lang, så er det noget af det sværeste at mærke efter hvad der sker inderst inde. Men jeg er, ganske uvidenskabeligt, og udelukkende baseret på egen erfaringer, overbevist om at det er den eneste måde man kan lykkedes i det lange løb med det man vil..