Om at blive ældre, om at være et sagsnummer og om at holde fast i sig selv..

Da jeg som 23 årig var indlagt af flere omgange holdt jeg op med at være mig, og begyndte at være en journal. Den var blå, og lå i armene på div. læger der kom i nærheden af mig. Den voksede støt som tiden gik, ligesom det jo går med de fleste.

Jeg følte mig ikke længere som den 23-årige pige med fuld fart frem. Hende der var glad for musik og dans. Som var en god veninde, og virkelig god til at give gode råd i kærlighed – knap så god til at efterleve dem selv. Som elskede grin og pjat, at gå i biffen og at tegne. En datter, søster, barnebarn, studerende..

Jeg var selvfølgelig stadig de ting. Men der blev lagt et stort filter henover det hele. Som var min journal, min diagnose. De søde og dygtige sygeplejersker og læger omkring mig så diagnosen og cpr-nummeret inden de så det menneske jeg var. Ligesom jeg selv gjorde i situationen.. og selvom jeg gjorde alt for at undgå det, som udannet sygeplejerske..

Da jeg var ovenpå igen, sådan nogenlunde, var det svært at få filtret af igen. Jeg var blevet til en mærkelig blanding af den pige jeg var inden i,  og så journalen, med alle tallene,billederne og vurderingerne. Det tog mig meget lang tid at få filtret mig ud af det, og da jeg kom af med det havde det alligevel farvet mig, så jeg var en anden .. Den samme, men filtreret gennem systemet.

I dag ligger journalerne inde i computere. Både på hospitaler, hos læger, på plejehjem og i hjemmeplejen. Men de findes stadig. Alle steder. Det er dog ikke journalerne der er noget galt med. De er nødvendige og skaber sikkerhed og tryghed. Problemet er årsagen til deres eksistens, og forvandlingen man gennemgår i den sammenhæng. Der er mange der har skrevet en masse klogt om hvad det betyder at være patient. Om hvor svært det kan være at holde fast på sig selv, og hvordan filteret forvandler det man troede man kendte,til noget andet.

Men det gælder ikke bare for patienter på sygehusene. Det gælder også når man er i systemet af andre årsager. Er man sygemeldt eller arbejdsløs feks, bliver man filtreret gennem kommunens system med sagsbehandler, tiltag, målinger og paragraffer..

Men det kan man komme igennem. Hvis man er heldig..

Anderledes står det til når man er et ældre menneske der ikke længere kan klare sig selv. Så er der ingen vej tilbage..

Filtret bliver lagt ud over én, og det går kun en vej..Man må prøve at finde sig selv midt i virvaret af lægebesøg, henvisninger, visitationer, ansøgninger, besøgscentre og alt det andet der følger med, når helbredet svigter og man må sande at man ikke længere kan have den samme tilværelse som man er vant til. Med alderen kommer diagnoser tit snigende, og det gælder ikke bare én selv, men også ægtefæller, søskende, venner …Man får måske brug for hjælp i hjemmet, kan ikke længere klare at få gjort rent, købe ind, lave mad..at tage et bad når man har behov. De fleste har svært ved at bede om hjælp…

I visse andre lande overtager familien løbende den ældres ansvar efterhånden som de kan klare mindre og mindre, uden at de egentlig behøver bede om det. Imens de nærmest æres og respekteres mere og mere jo ældre de bliver. De ældre er kloge og deres ord er vigtige. De har skabt familien, og passet på den, og som ældre bliver de nu passet på. Det er ikke mange steder i Danmark det fungerer sådan. Både den ældre og den yngre generation er vant til at alle kan klare sig selv. Jeg kan godt få den tanke at der er meget der går tabt på den måde.. den generation jeg har oplevet af ældre i dagens danmark er stolte mennesker, der har været igennem meget hårde tider i deres ungdom, og som har uendelig meget at byde på..

Heldigvis har vi et system der trods alt hjælper mange steder, men for at modtage hjælp må man først være en journal..og det er så sårbart for så mange mennesker ..

Der er da flere der får kæmpet sig igennem det. Men nogen gør ikke. De tror på det når de bliver til en diagnose. Til et sagsnummer, eller et behov for hjælp x 2 ugentligt.

De mister kontakten til det menneske de var, og undres når de mindes bedrifter og erindringer fra tidligere.

Men ligegyldigt hvad vil jeg vove at påstå at alle påvirkes af det. Dybt inderst inde af hver dag at være en journal, en  diagnose, en arbejdsopgave for andre.

Der er utallige dygtige og fantastiske ildsjæle der tager sig af de ældre dag ud og dag ind. Og rigtig mange der har det rigtig godt, på trods af at de ikke kan klare sig længere… Som støttes og plejes og respekteres af dem der er omkring dem..men ligemeget hvor dygtige de er, så er identiteten i fare, så snart man bliver et sagsnummer, en journal, endnu en i bunken..

Måske er det bare sådan det må være. Der er travlt og alle gør alt og mere end hvad der er muligt.. Men mit ønske er alligevel at systemet på et tidspunkt kunne lære altid at se mennesket i journalen istedet for journalen i mennesket..