Hverdagens helte og heltinder – og rødvinshår

Jeg er fan af mennesker. Mennesker og deres historier. Jeg finder så meget inspiration i at høre hvad folk har oplevet, og gennemlevet. Hvor seje de er! Jeg tror endnu ikke – i mit 40 årige liv- jeg har mødt en menneske der ikke havde sin egen personlige kamp at fortælle om. Al den styrke der ligger gemt, når mennesket er nået til at sidde og fortælle om det.

Det er selvfølgelig ikke alle menneskers historier jeg hører om. Eller som har lyst til at fortælle mig om den. Eller som jeg spørger ind til. For jeg er tit også bange for at mase mig på. Og så er jeg faktisk tit ret genert.. Men når jeg for lov at høre historierne bliver jeg tit dybt fascineret af styrken.

På mit arbejde var det egentlig nemt nok at få lov at høre historierne. De fleste beboere på et plejehjem vil gerne fortælle. Det de kan huske altså. De historier jeg har hørt her har også været fantastiske. Men her hedder det noget andet. Der er det ikke bare almindelig menneskelig interesse. Der hedder det den narrative tilgang. Jeg lærte på sygeplejeskolen hvordan jeg skulle lytte, stille spørgsmål og på den måde få patienter og borgere til at fortælle deres historie…. det behøvede jeg faktisk ikke at lære. Faktisk så tror jeg at de 5 år jeg stod bag bardisken, i en lille bar, i en støvet kystby, lige øst for Málaga lærte mig en hel del mere i forhold til at tale med alle mulige slags mennesker..

Men fred være med det, det er helt sikkert godt at det er en del af undervisningen på sygeplejeskolen. Når jeg begynder at tænke teori ind i min snak så bliver det bare for svært for mig.. Men igen – jeg er jo også lige for tiden dér hvor jeg tvivler på om jeg har valgt rigtigt for mig. Ikke pga faget faktisk, jeg elsker det. Men rammerne gør at jeg føler det er forkert. Jeg føler mig sat i en kasse.. ( Kan man være en forkert sygeplejerske???)

Men jeg er altså fan af mennesker! Jeg samler på gode, seje, inspirerende mennesker, som jeg er privilegeret over at have i mit liv. Nogen er endda kun periferisk. Nogen har jeg måske kun snakket med en enkelt gang. Andre ses jeg med jævnligt.. men alle mennesker i mit liv inspirerer mig.

Når jeg sådan tænker på emnet så passerer der en voldsomt masse ansigter forbi i mit hoved. Men helt aktuelt for mig, og for hvad der er foregået med forhandlinger og alt hvad man læser, tænker jeg en del på mine kollegaer på den arbejdsplads jeg er sygemeldt fra.  Når man arbejder et sted hvor man hver dag skal give af sig selv, sin personlige energi, til mennesker der ikke kan klare sig selv, så er man pr. min definition sej.

Det gælder jo så alle steder hvor man arbejder med mennesker, og alle faggrupper, men lige sådan helt personligt er det ansigterne fra min arbejdsplads der rumsterer i mit hoved. Super seje kvinder og mænd som hver dag lader de personlige krav ligge derhjemme. Børn, ægtefæller, forældre, alle dem der har behov for dem. For at møde op og dele ud af dem selv. Ikke bare til ét eller to medmennesker der har akut brug for dem. Som skal behandles med en blanding af nærhed, og respektfuld afstand. Med empati og faglighed på samme tid. Som skal vurderes og beskrives og observeres og reageres på, hvis der er noget der afviger fra normale. Som skal trøstes og plejes, og lindres og nødes, og beskyttes og rehabiliteres, og hvor der hele tiden skal foregå en vurdering af om dét her nu er hvad personen ønsker. Det er ikke bare ét eller to menneskers behov der skal mødes. Der er hele dagen. Konstant, i 7-9 timer, nogen steder 12 alle disse behov skal mødes, i dagligstuen, på værelset, ved hjælp til personlig pleje og pleje af helbredsmæssige behov. Og imens der skal det hele dokumenteres, og vurderes og opdateres. Og der skal holdes møder, for at snakke om det hele nu foregår som det skal, og hvad kan forbedres og hvad kan ændres. Og lige nu der bliver der mere og mere travlt.

Men alle de her mennesker, som hver og én bærer på deres egen seje historie, de bliver sgu ved. Hver eneste dag møder de op, og kæmper, og giver af sig selv. Og giver og giver, fordi det er derfor de gør hvad de gør. Fordi de gerne vil gøre en forskel. De vil hjælpe dem der har behov. Og der giver dem noget at give noget til dem der har behov. Men mange af dem har fortalt mig at når de kommer hjem, så er der ikke mere tilbage. Når de kommer hjem, så skal de lades op. Men hvis nu, når de kommer hjem, de så mødes af flere behov, ja så giver de lige lidt mere. De er seje. Men jeg bliver bekymret, for der skal være balance. Det at give af sig selv giver meget. Men hvis der ikke er mulighed for at give ordentligt, for at være til stede, og møde de behov der er. Så giver det ikke noget tilbage, andet end selv-kritik og frustration over ikke at kunne give nok. Selvom det ikke er ens egen skyld. Og så giver man lige lidt mere. Og vi ved jo godt hvad der sker hvis man bare hælder indtil kanden er tom, ik?..

Det der slog mig mest da jeg blev syg var at jeg ikke opdagede det. Ikke før det var alt alt for sent og min krop sagde stop. Det sker. En del tror jeg.

Og jeg ved jo godt at sådan ser det ud alle vegne efterhånden. Jeg kan feks. ikke huske en eneste dag, siden jeg er blevet sygeplejerske for snart 6 år siden hvor jeg har siddet ned uafbrudt i 29 minutter og spist min frokost. Altid er jeg blevet afbrudt, enten af en klokke der ringede, en læge der ankom og skulle tilse beboer eller patient, siddet i et møde og lige spist en hurtig bid midt i det hele, eller siddet foran computeren og arbejdet imens.

Og det er bare et eksempel..

Helt generelt så skal man være lidt af en helt for at arbejde i menneskefag. Når jeg snakker med venner og bekendte der arbejder som pædagoger eller lærere er det samme billede. Det kræver overskud for at have overskud til andres behov.

Nå, men hele den her tankestrøm kom sådan set af min rødvinsaften med veninden forleden. Det var skideskægt. Og jeg fik nogle meget fine vinglas af hende, så vi behøvede ikke engang drikke af øl-glas. Og vinen smagte godt, og jeg fik ondt i maven af at grine så meget. Hvilket var alt for længe siden.  Dagen efter havde mavepinen rykket sig op til håret sjovt nok, men jeg droppede af vurdere og diagnosticere, og tog et par panodiler og et ekstra glas vand, og så var det kureret. Men grinene sidder stadig i maven.

Hun inspirerede mig faktisk til at skrive det her. Hun er i den grad heltinde i sit eget liv. Og hun fik mig til at tænke på alle de andre helte og heltinder jeg kender. I er seje. Hele bundet! Men pas nu på jer!

Nu skal vi i legeland og holde nr. 3 7-års fødselsdagen for sønnen. Hip hip hurra, man bliver kun 7 år en gang og solen skinner!! Dejlig lørdag til alle!