Mig og mine curlingbørn..

Inspireret af at en snak med en veninde der for nyligt fik at vide at hun var en curlingmor har jeg skrevet lidt om det så velkendte fænomen – curlingbørn!! Et begreb der er ligeså hadet som det er elsket at hade..

Jeg har på fornemmelsen at der findes ca. ligeså mange definitioner af begrebet som der findes meninger om det..

Helt instinktivt ved jeg, og alle andre forældre i dk dog én ting – at det er noget slemt og IKKE noget man ønsker at være. Man må for enhver pris undgå at blive opfattet som en curlingforældre! Det kan medføre børn der aldrig vil være i stand til at gøre noget som helst selv, man vil skulle sidde ved siden af dem til alle eksamener, jobsamtaler, og fremtidige møder, de vil blive boende hjemme for evigt, man vil skulle fri for sine sønner, og date for sine døtre, og man vil for altid og for evigt skulle leve på deres præmisser og for dem og deres børn og deres familier for evigt og evigt..overdrivelse fremmer forståelsen…

For, at være en curlingforældre, der skaber curlingbørn er noget nær det værste man kan gøre for sit barn, og samfundet i dagens Danmark!!

Jeg tror ikke jeg kender nogen der ikke på ét eller andet tidspunkt har været bange for at blive opfattet som en curlingforældre.. Følger man bare en lille smule med i pressen og på de sociale medier er det ganske tydeligt at det er nemt at træde ved siden af…

Hvis man henleder opmærksomheden på sit barns behov til læreren, træneren, pædagogen, er man så en curlingforældre? Hvis man lige ringer en ekstra gang til lægen udsætter man så sit barn for fare for aldrig at blive et selvstændigt væsen? Hvis man lader barnet holde en fridag i ny og næ når det er tiltrængt, lærer de så aldrig at gå efter det de vil? Og må man egentlig køre dem til skole når det regner og bære deres skoletaske helt ind i klassen?? Hvor går grænsen, og kan man mon slå det op et sted???

Det første der står, når man slår op på min elskede google, er “curlingbørn er børn der sjældent eller aldrig møder problemer eller modgang fordi forældrene har overbeskyttet dem”…  Men … hvis man lige skal lade sætningen falde ind.. Modgang – hvem definerer dét? Vi voksne siger så ofte til hinanden at man ikke skal dømme dem man ikke kender. Man ved ikke hvilken kamp de har. Naboen kan have en syg mor, kassedamen kan være ved at blive skilt, ham der kører i bilen foran kan have været vågen hele natten med en kolik-baby, og bankdamen kan have fået sin fyreseddel her til morgen… Det er de færreste der går ud i livet med et skilt hængende om halsen hvor der står hvilke udfordringer de slås med lige pt. (Selvom det sikker ville give en del mere forståelse for hinanden)..

Hvorfor er det så der er nogen der tror de ved hvilke udfordringer et barn slås med? Ham hvis mor bærer hans skoletaske helt ind i klassen hver morgen. Hende hvis far kører hende hen til skolen hver dag i bilen. Babyen hvis mor ringer til lægen hver gang han får den mindste lille plet eller feber. Drengen der råber og skriger henne i Fakta, og får en slikkepind stukket i hånden af mor. Pigen hvis mor kontakter læreren omkring lektiebyrden..

Vi voksne passer på hinanden hvis vi ved der er udfordringer på andre fronter. Hvis kollegaen har en syg mor, bliver hun passet på af alle på kontoret, og der er forståelse for træthed og tårer. Veninden der ikke sover pga. kolikbaby får måske mad, og praktisk hjælp i en periode. Kæresten der er blevet fyret forkæles, hende der er ramt af sygdom får en gave.. Ved vi at vores kære har udfordringer på et område hvor vi ikke kan hjælpe hvad gør vi så – vi prøver at hjælpe hvor vi kan, med hvad de ellers måtte have af udfordringer.. og hvem har vi mere kær end vores børn??

Men hvilke udfordringer har børn så? Nogle vil mene at et barn ikke har udfordringer af betydning. Den tankegang har jeg meget svært ved at følge.. Om end børn er mindre end voksne, vil jeg mene at børns udfordringer kan fylde akkurat ligeså meget som voksnes, endda mere, idet børn er 100% afhængige af deres omgivelser..

Men er det så overhovedet muligt at undgå dem? At “curle” dem til et liv uden udfordringer? Jeg tror det ikke… Med søskende, pengemangler, institutionsliv, sygdomme, sprogscreeninger, kammeratskaber, store forsamlinger af mennesker hvor de skal lære at navigere uden mor og far…og så kommer skolelivet. Lange dage, sfo, endnu større forsamlinger, nationale test, karakterer, kammerater, målinger, søskende, familie, div. sygdomme osv osv…

Det er umuligt at sige hvilke udfordringer hvert barn kan have derhjemme, i skolen eller fritidslivet. Så måske er alle de små ting der for andre kan virke som curling, et forsøg på at få barnet til at føle sig elsket, på trods af div. udfordringer. At få barnet til at føle sig stærk. Eller bare at vise omsorg, på trods af andre udfordringer i barnets eller familiens liv..

Jeg ville ønske begrebet ville forsvinde ud af ordforrådet igen. Jeg tror det gør meget mere skade end gavn, og jeg tror desværre ofte at ganske almindelige forældre, der forsøger sit bedste for at give børnene et godt liv, skammer sig og skjuler nogen af de ting de gør, for ikke at blive “dømt” ude som curlingforældre. Hvor ville det være skønt hvis det var den omvendte kultur. Hvis vi delte alle vores gode erfaringer i stedet for at dømme hinanden. Hvis vi hentede inspiration hos hinanden i stedet.

For ingen – overhovedet ingen forældre – skulle føle at de skal gemme det de gør for deres børn! Vi skal være stolte af det.

Jeg er stolt af mine curlingbørn, der har masser af udfordringer, men ved at de har en mor der står bag dem! Jeg vil f.eks. have lov til at bære min søns taske helt hen til klassen, – som var min førnævnte venindes “synd” – hvis jeg vurderer, at det er det han har brug for lige nu. Jeg vil også have lov til at købe en squishy mere til min datter selvom hun har 324 i forvejen hvis det er det jeg vurderer hun har brug for lige nu… og jeg vil ikke forklare det for nogen. Den eneste der må have ret til at stille spørgsmålstegn må være den anden forældre. Ingen andre.

Jeg – og alle andre – gør hvad jeg kan og jeg gør mit bedste – og jeg, og alle mine medforældre bør være SÅ stolte af alle de små og store ting vi gør for vores børn..ikke skjule det af frygt for at få et mærkat stemplet i panden af andre der ikke kender vores eller vores børns udfordringer.

Så, hvis begrebet skal blive ved med at eksistere så vælger jeg at se det som noget positivt. Måske smitter det. At curlingbørn er børn af curlingforældre som er forældre der gør deres bedste for at hjælpe deres børn igennem div. udfordringer og modgang som de måtte møde på deres vej, på lige præcis den måde de forældre finder bedst, for lige præcist deres barn!

Længe leve curlingbørn og deres forældre!!!