Jeg er overhovedet ikke sjov på tysk

Engang, for mange år siden, stod jeg på Bar Centro, som er den bar jeg arbejdede på da jeg – ved en fejl – flyttede til Spanien som 19 årig. (læs om hvordan dét skete her; Om at have flere hjem, men altid være en smule udlænding..) Der lærte jeg Pepe at kende. Pepe var en ung mand- han er stadig en ven – som havde rejst en smule og bla. havde mødt en sød pige fra Tyskland som han havde besøgt..

Dengang jeg mødte ham havde jeg ikke været i Spanien særligt længe, og selvom jeg godt kunne føre en samtale på spansk, så var det stadig svært for mig…der var mange ting jeg måtte finde på at sige på en anden måde end ellers, og meget jeg ikke helt forstod selvom jeg synes jeg forstod så meget..

Da vi så stod og snakkede den dag – han var kommet for at drikke dagens første kop kaffe efter hans nattevagt hos bageren på hjørnet – sagde han noget som jeg aldrig helt har glemt. “Dengang jeg var i Tyskland, der var jeg ikke engang sjov”…

Det gjorde et enormt indtryk på mig, for det beskrive virkelig – for mig- hvor meget sproget har med personligheden at gøre.

“I mørket er alle sprog ens” hørte jeg også tit.. (“god” scorereplik), og siden har jeg ofte læst om at størstedelen af vores kommunikation foregår via den non-verbale kommunikation. Og jeg er sikker på at begge udsagn er rigtige.. men de tager ikke højde for alle detaljerne. Alle de sproglige finesser man kan på sit eget sprog.

Jeg taler ret godt spansk. Jeg kan ofte tage mig selv i at tænke på spansk, og jeg taler dansk med nogen af mine tætteste venner, og med mine børns far. Men mange af mine jokes, og mine finesser. De fungerer simpelthen kun på dansk.

At leve på et andet sprog distancerer dig. I starten, når det kun er brøkdele man kan, så virker man som en amputeret personlighed. Man er ikke længere sjov, inteligent, ironisk (meget vigtig for danskere), detaljeret, høflig, kærlig, omsorgsfuld… Meget af det kommer selvfølgelig når man bliver bedre til at tage sproget, men jeg vil vove at påstå at det aldrig rigtig helt bliver det samme..

Når man lever i parforhold med én der er opvokset med et andet sprog giver det også udfordringer – ud over de kulturelle..

Hvad kalder man feks. sin kæreste, når han ikke forstår ordet “skat”?? Hvad ligger der i de små dagligdags udtryk, som vi ikke tænker over, før de høres af ører der kommer fra en helt anden baggrund?

Helt generelt så synes jeg man burde have meget meget stor respekt for alle mennesker der lever en dagligdag hvor de taler et sprog som ikke er det de er født og opvokset med. Eller som er talt derhjemme. Selvfølgelig skal man kunne tale sammen. Og fungere. Ligesom jeg lærte spansk for at kunne leve og fungere i Spanien.

Men man fortjener rigtig rigtig meget respekt når man er i stand til at få en dagligdag til at fungere på et andet sprog end ens eget. For en meget stor del af personligheden forsvinder med sproget. Man er ikke sjov på samme måde når man skal tale et andet sprog..

Jeg selv er kommet tilbage til mit eget sprog. I det daglige. I butikken, i banken, i telefonen hos de offentlige, hos buschaffføren, hos lægen, hos voksne omkring mine børn, og på café´en..

Men jeg ved præcis hvordan det er når sproget kun slår til til at kommunikere. Ikke til at vise hvem man er.

Så – kæmpe hyldest til alle der får en dagligdag til at fungere på et sprog I ikke er opvokset med!!! Det er sejt!