Fodboldfest og kloge ord fra en kronprinsesse..

 

 

Da vores enormt seje Mary holdt sin tale for sin ligeså seje Frederik, der blev 50 år i slutningen af Maj, og blev fejret i selskab med de nærmeste, og resten af Danmarks befolkning, var der især én ting jeg bed mærke i. Ud over alle de  smukke ord hun fik sagt om kærligheden i almindelighed, og hendes kærlighed til sin mand og familie i særdeleshed,  sagde hun –

“..jeg bliver rørt, når jeg synger med på “I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme”. Velvidende at nok føler jeg mig hjemme, men jeg er ikke født her. 

Min egen forklaring er at vores rødder gror gennem hele livet. Vi finder hjem på ny.”

Jeg synes det er en fantastisk fin måde at beskrive det på. Som jeg skrev om i Om at have flere hjem, men altid være en smule udlænding.. så føler jeg mig altid selv en lille smule som udlænding. Ligesom jeg gjorde det da jeg i 10 år havde min hverdag på den spanske solkyst, og slog rødder dér.. Jeg har nu min hverdag på den københavnske vestegn, som på mange måder er en kontrast fra Nordsjælland hvor jeg voksede op, men jeg kan godt mærke at rødderne efterhånden har fået arbejdet sig godt ned under græsset på Damhusengen.. Således har jeg nu rødder rundt omkring i Danmark, og i verden, og jeg synes det gør mig til et meget heldigt menneske.

Jeg har også to børn der godt nok ikke har boet andre steder end her hvor vi bor nu. Men halvdelen af deres gener kommer helt ovre fra den anden side af Atlanten, med rødder fra steder i verden jeg ikke engang har været i nærheden af endnu. Jeg plejer at sige at de er colombianske fra numsen og ned, når jeg skal drille dem, og især deres far, men sandheden er at de begge, både i udseende og væremåde, i den grad ligner deres far også (ikke kun på numsen ) og, ifølge ham, familien fra den side. Heldigvis, fristes jeg til at sige. For hvor er det rigt, at de og deres generation lever i en verden hvor det kan lade sig gøre at komme fra så forskellige rødder, og hvor jeg håber at de, når de bliver større, får mulighed for at rejse, og slå rødder i deres fars hjemland også, og også gerne i alle de steder af verden de kunne have lyst til.

For hvor bliver man rig, på forståelse og kulturer, og hvor er det et kæmpe privilegie at have den mulighed. Verden bliver kun mindre, og vores børn bliver nødt til at forstå, eller bare have lyst til at forstå hinanden for at kunne navigere i den.. det er i hvert fald min overbevisning..

Hjemme hos os snakker vi en del om hvad der sker ude i verden af samme grund. For tiden er vi, som så mange andre, ramt af fodboldfeber. Mine børn er gamle nok nu til at blive bidt af det, og vi ser alle de kampe vi kan komme til. Ikke kun pga. fodbolden, selvom det også er sjovt. Vi snakker også om det enkelte land, hvor ligger det, hvad ved vi om det. Vi nyder forskellighederne og fascineres af billederne af det tilrejsende publikum, der ser ud til at have en fest, på hver deres måde, men også sammen.

At høre det talstærke peruvianske publikums sang. At se japansk og colombiansk publikum i en fælles fest, at fascineres af Senegals publikum, der ryddede pænt op efter sig, inden de forlod stadion. At se fodboldspillere kæmpe, og skubbe til hinanden i frustrationer under en kamp, for derefter at give hinanden hånden, et klap på skulderen, eller et kram..

Vi fascineres af hvordan folk samles, og grundlæggende er fælles om at få en succes ud af den store begivenhed som et fodbold vm er.. Ligesom det sker under så mange andre sportsbegivenheder. Vi samles som nation, men også på tværs af landgrænser, i et fælles ønske om fair play og gode oplevelser.

Når det nu er sådan..så skærer det i mit hjerte, og jeg har så svært ved at forstå når det modsatte sker. Når vi diskriminerer pga. landegrænser. Når nogle behandles dårligere end andre, fordi de har rødder andre steder.

Når vi læser om endnu et yngre menneske med rødder i Danmark, som, fordi de er børn af mennesker der ikke kan få lov at blive i landet, bliver revet op med rode og ud af deres velkendte tilværelse. Smidt ud, eller skal leve i triste lejre uden mulighed for at have en normal hverdag. Andre som lever i Danmark, slår rødder, er integrerede, men alligevel skal smides ud pga. stramme love der ikke kan tilgodese forskellige situationer og mennesket bagved paragraffen.  Men det er jo ikke bare Danmark. Ved mange grænser, og i mange lande foregår lignende scenarier..Der er så mange måder tingene kan gøres på.. hvorfor ikke vælge den menneskelige?

Det er den anden side. På den lyse side ligger VM, forståelsen, kronprinsesse Marys, mine, og så mange andres rødder flere steder i verden. På den mørke side findes de grædende børn. Ikke bare i USA, men også i lejre i Danmark, i flygtningelejre rundt omkring og mange andre steder. De der ikke får lov. Voksne og børn der allerede når at slå rødder, men må rive dem op igen pga. stramme regler.

Men mit håb er at den næste generation får styr på det. De unge der vokser op nu, med rødder fra alle mulige steder i verden. Med forældre der selv har rejst, ikke er bange for forskelligheder, og tror på det rige i hvad vi kan lære af hinanden. At de kan vende skuden, så det ikke bare er ved fodbold VM og hos dem vi kender vi sætter pris på vores forskelligheder, og udviser forståelse. Men også dem ovre på den anden side af vejen. Dem der har brug for os. At vi kan dele når vi har, så vi også kan modtage når det er os der har brug for det.

Så jeg håber på den nye generation. I min datters 3.klasse havde de talt nationaliteterne blandt forældrene. De nåede op på 27 blandt alle forældrepar hos de 25 børn. De synes det var sjovt og fascinerende at tale om. De er nysgerrige på hinanden og hvor de kommer fra. Mit håb for dem, og for fremtiden, er at de holder fast i den nysgerrighed og fascination overfor det der er anderledes fra deres eget.

Så alle der har behovet vil kunne, med Marys kloge ord – lade deres rødder blive ved med at vokse, og finde hjem på ny..